Gymnasieskolernes karakterer på nettet.Undervisningsministeriet10/10-2003 Gymnasieskolerne har nu foretaget komplette indberetninger af de karakterer, der blev opnået ved sommereksamen 2003. Undervisningsministeriet lægger nu disse indberetninger på nettet. "Det er regeringens mål, at valgfriheden skal styrkes, når det gælder borgernes valg af uddannelse. Samtidig skal den enkelte borgers mulighed for at foretage dette valg på et kvalificeret grundlag styrkes. Der skal være lettilgængelige relevante oplysninger om hvad de enkelte uddannelsesinstitutioner kan, vil, gør og står for, som det er fastlagt i lov om Gennemsigtighed og Åbenhed" siger Undervisningsminister Ulla Tørnæs. Med vedtagelsen af lov om Gennemsigtighed og Åbenhed fra juni 2002 blev der stillet krav til de enkelte institutioner om, at en række relevante oplysninger om institutionen, herunder at karakterer skal være tilgængelige på institutionens hjemmeside. Udover karakterer drejer det sig om oplysninger om institutionens aktuelle fagudbud, læseplaner etc., skolens værdigrundlag og pædagogiske udgangspunkt, evaluering af kvaliteten af undervisningen, samt andet skolen finder væsentligt. I det supplerende regeringsgrundlag "Vækst, Velfærd, Fornyelse II" sættes der yderligere fokus på at forpligte uddannelsesinstitutionerne til at stille relevante oplysninger til rådighed for borgerne. Det kan for eksempel være oplysninger om, hvor stort frafaldet er. Ulla Tørnæs understreger, at ikke alle kompetencer kan måles ved prøver og at mange andre forhold end skolen har betydning for elevernes faglige færdigheder. "Selv om der ikke kan sættes lighedstegn mellem kvaliteten af en uddannelsesinstitution og elevernes faglige færdigheder, så er det klart, at elevernes faglige niveau påvirkes af den undervisning de får. Ledelse og lærere rundt omkring på landets uddannelsesinstitutioner kan gøre en forskel! I Undervisningsministeriet vil vi bruge loven om åbenhed og gennemsigtighed ? og ikke mindst de offentliggjorte oplysninger om elevernes karakterer - til identificere de skoler som gør en forskel og som vi alle kan lære noget af" siger undervisningsministeren. Hun tilføjer, at disse analyser naturligvis skal tage højde for, at uddannelsesinstitutionerne kan have meget forskelligt elevgrundlag ? at nogle institutioner har elever, som af sociale eller kulturelle årsager har mere "medvind" på skolevejen. "Jeg vil gerne opfordre til at undgå den ufrugtbare og meget polariserede debat, hvor det ene yderpunkt er, at karakterer ikke siger spor om en skoles kvalitet, og det andet yderpunkt er, at karakterer er den eneste betydningsfulde faktor, når det gælder vurderingen af denne kvalitet" siger undervisningsminister Ulla Tørnæs. På den ene side tillægges karakterer stor betydning på individniveau. Når det gælder optagelse til videregående uddannelse under kvote I, er den enkelte elevs samlede eksamensresultat det eneste, der tillægges betydning. På den anden side er det lige så oplagt, at en skoles gennemsnitskarakterer ikke siger alt om skolens kvalitet, da elevgrundlaget (for eksempel sociale faktorer, gymnasiefrekvensen i det pågældende område eller skolens størrelse) skal tages med i betragtning. "I stedet vil jeg opfordre til, at det debatteres, hvordan borgerne bedst får reel og brugbar information om skolerne, og dernæst at give de enkelte skoler mulighed for at lade sig inspirere af de gode eksempler. Og en uddannelsesinstitution kan sagtens være et godt eksempel uden at det har noget at gøre med karakterer. Nogle institutioner gør måske noget særligt for at mindske frafaldet, andre gør noget for at øge interessen for de naturvidenskabelige fag osv. " siger Ulla Tørnæs. Find skolernes karakterindberetninger via dette link: http://www.uvm.dk/statistik/karakterer/gymkarakter.ht |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |