”Jeg skal ikke have tørret røv af en frivillig” udtalte Michael Pedersen, formand for Dansk Handicap Forbund i Århus, på endagskonferencen den 13.11 på Århus Rådhus. Deltagerne var de frivillige organisationer og Århus Kommune. Frivilligt arbejde er ikke at få løst nogle samfundsmæssige opgaver til en billig penge! Det er alt afgørende, at vi frivillige ikke bliver professionelle, og at vi er bevidst om det. Det frivillige sociale arbejde skal også passe på ikke at blive en redningsplanke, som tager over, dér hvor det offentlige bliver beskåret. Frivillige kan ikke løse samfundets sociale problemer. I dag bindes en større del af offentlige opgaver op på frivilligt arbejde. Men frivillige organisationer skal ikke byde ind på kommunale opgaver, som f. eks. hjemmeplejen, fordi kommunen så oven på den egentlige hjemmehjælp, kan ”putte nogle frivillige på”. Vi snakker om kommunal frivillighed, men når vi kommunaliserer bliver det meget nemt til tvungen frivillighed og ikke fri frivillighed. Idéen i det frivillige arbejde er, at man er i stand til at bidrage med noget, som er noget helt andet end det man kan i det offentlige system, fordi frivillige har en helt anden rolle. De frivillige kan give medmenneskelig omsorg, skabe sociale netværk og møde mennesker i øjenhøjde. Der er tale om et supplement, men også et vigtigt supplement. Det frivillige arbejde er en af velfærdssamfundets ressourcer og kan blive en vigtig brik til bevarelse af vores velfærdssamfund og privat socialt engagement legitimerer ikke yderligere nedskæringer af offentlige ydelser eller offentlige systemer. Det kan betale sig for staten, kommunerne og amterne at støtte det frivillige arbejde og der skal en dialog i gang mellem kommunen og de frivillige foreninger om, hvordan vi bedst supplerer hinanden.
Vi har nu fået De Frivilliges Hus i Århus, der administreres af Fribørsen. Ambitionen for De Frivilliges Hus er, at danne et kraftcenter for udvikling af den frivillige sociale indsats i regionen, men har Århus Kommune også ambitioner? På konferencen udtalte Familiechef i Århus Kommune, Leif Gjørtz Christensen: ”Hvis vi skal bevilge flere penge til De Frivilliges Hus skal vi tage dem fra de frivillige foreninger” og derefter blev forsamlingen spurgt: ”Hvem vil gerne have færre penge for tilføjelse af flere midler til De Frivilliges Hus?” Det var meget få hænder vi så. Er det måden Århus Kommune støtter det frivillige sociale arbejde? Vi hørte, at andre kommune har fundet andre måder at støtte deres frivilligshuse på. Ålborg kommune har støttet deres frivillighedshus med ekstra 800.000 kr. og ikke valgt Leif Gjørtz Christensen embedsmandslogik.
Hvis man ønsker et frivillighedshus i Århus, så må man også støtte det økonomisk. 21 frivillige foreninger bruger huset og er glade for at bruge det, men som der blev sagt af brugerne: ”vi savner et velfungerende hus og vi mangler prikken over i´et – hjælp og koordinering, så vi få et fungerende hus”.
Til glæde for de mange frivillige og god økonomi for Århus Kommune. Frivilligt socialt arbejde koster altså penge, selvom det lyder gratis
|