Skanderborg

Smukfest 2011 - Fredag

Skrevet d. 2011-08-12

Smukfest 2011 - Fredag

De første festivaldage har været præget af store mængder regn og bød på enorme udfordringer for festivalledelsen for at minimere skaderne, så den smukkeste festival kunne forblive smuk. Der måtte arbejdes hurtigt og hårdt både inde på områderne og ude på P-pladserne for at få udlagt jernplader og fordelt de mange containerfulde flis.

Vi må heller ikke glemme de mange frivillige medhjælpere, der hver dag under festivalen står op, før de sidste kryber i soveposerne, og med river, poser og handsker uanset eventuelle muddermængder sørger for, at festpladserne fremstår imødekommende, når folk og musik vender tilbage.

Poul Krebs (16.30)

Fredag eftermiddag kom Poul Krebs på scenen for anden gang under festivalen, dog nu på den store Bøgescene. Han har virkelig noget at byde på sammenlignet med visse andre kunstnere. Han vil noget, men udviser også en flot ydmyghed og dyb taknemmelighed over for publikum. De tog imod ham med åbne arme og sang med. Det var tydeligt, at vi her havde med en musikalsk to-vejs kommunikation at gøre. Oveni de mange kendte klassikere fik publikum et par numre fra hans seneste engelsksprogede udspil såvel som en fin forsmag på det kommende album "Der er Noget ved Alting".

Kim Larsen (20.45)

Den folkelige popsanger og sangskriver Kim Larsen er som så mange andre i årets program et tilbagevendende billede på Skanderborg festivalen. "Giv folk, hvad de vil have" siges der fra festivalkomiteens side. Også i år, hvor der denne gang var ca. 25.000 festivalgæster tæt pakket foran Bøgescenerne og så langt ud, som det var muligt at se de store monitorer. Der blev sunget med som et kæmpekor. Ikke desto mindre virkede det som en parodi, når man har hørt de stort set samme sange blive fremført i så mange år, og ofte med en vis nonchalance og overlegenhed fra Kim Larsen. Hvem underholdt hvem? For nogle år siden takkede han nej til at modtage ridderkorset, fordi han ikke vil "føre sig frem med kors og bånd og stjerner", men hvor er den ægte gamle gadedreng i dag.

Tina Dickow (21.30)

I Rytmehans var turen her fredag aften kommet til den talentfulde Tina Dickow med sin helt egen fascinerende spillestil, der sniger sig ind under huden. Som altid med et varmt imødekommende smil viste hun sig som den dejlig veloplagte og nærværende kunstner på scenen og fortryllede det forventningsfulde publikum. Samtidig er hun også den kunstner, der møder dem med både ydmyghed og taknemmelighed.


Persondatapolitik * Cookies * Kontakt
Copyright © 2025, SKANDERBORG.info. Alle rettigheder forbeholdes.
0314062953