Mike and the Mechanics (18.00)

Vi står foran Bøgescenen og er nået frem til Mike and the Mechanics - endnu et poprock-band, der er blevet gendannet, dog med flere nye medlemmer. Bandet består nu af Mike Rutherford himself (han var med til at grundlægge Genesis, var bassist i bandet og siden lead guitarist, og har skrevet flere af deres største hits), derudover Gary Wallis på trommer, sangerne Tim Howar (canadisk sanger, danser og skuespiller) og den engelske Andrew Roachford, som begge kom til i 2010, hvor albummet "The Road" blev udgivet. Vi så her to energiske og sprudlende sangere, der både supplerede hinanden og skiftevis tog têten og er et ganske fint match til erstatning for Paul Carrack, der forlod gruppen til fordel for andre karriereforløb. Mike Rutherford sørgede for rytmen og overlod det avancerede til guitaristen Anthony Drennan, der også har været med på tur med Genesis og the Corrs. Publikum tog fint imod både bandets egne kompositioner såvel som hits fra Genesis-tiden og Roachfords eget "Cuddly Toy".

Lukas Graham (19.45)

Turen fortsatte til Rytmehans, hvor der ventes i spænding på den danske opkomling Lukas Graham Forchhammer, der fra at have sunget i drengekor nu på mindre end et år nærmest er skudt ud på musikscenen. Det kan være svært at planlægge koncertplaceringer, men man var fra festivalens side vel slet ikke forberedt på den succes, gruppen kunne opnå og følgelig den enorme publikumsinteresse. Pladsen foran Rytmehans slog slet ikke til. Bøgescenen burde måske have været helliget hans debut på Smukfest, men sådan blev det ikke. Det var virkelig tydeligt, hvor stor en del af arealet foran Rytmehans, der normalt anvendes til passage. Koncerten gik i gang, og han gik på scenen sammen med Mark Falgren på trommer, Magnus Larsson på bas og Kasper Daugaard som pianist. I løbet af den korte karriere har gruppen givet utallige koncerter, så Lukas Graham bevægede sig meget scenevant og indøvet under numrene. Ligesom vi så det under Bryan Adams koncerten, blev der også her hentet en pige op på scenen (som Lukas Graham dog havde mødt og indfanget tidligere på festivalen). Denne gang dog ikke en invitation til duetsang, men til et glas "Red Wine" - en romantisk ballade. Først til slut kom "Drunk in the Morning", kendt af alle publikumsgæsterne, og dermed en invitation til fællessang. Hvis gruppen fortsætter i samme høje gear og udvikling, må den absolut være værdig til Bøgescenen næste år.

De Eneste To (20.00)

Makkerparret Simon Kvamm og Peter Sommer som De Eneste To blev en kæmpesucces på sidste års Smukfest. Derefter ville de forsætte deres egne karrierer i henholdsvis Nephew og som solist. Glæden var derfor stor, da det rygtedes, at de ville være at finde på programmet igen i år. Men det siger måske sig selv, at når de ikke har haft samarbejde i det mellemliggende år, kan der ikke været meget nyt under solen. Det var i det store og hele gentagelser. Et festligt indslag lå dog i, at parret forsvandt fra scenen for umiddelbart efter at dukke op foran lydtårnet med hver sin guitar, og således gav det normalt fjernt-stående publikum en næroplevelse med nummeret "Østjylland Dreaming". Bagefter blev de i hver sin hvide gummibåd med publikums hjælpende hænder under stor jubel ført ned til Bøgescenen igen, hvor afslutningsnummeret som ventet var "Jeg har ikke lyst til at dø".

ALLMAN BROTHERS TRIBUTE v/Blues Point (21.45)

Som modvægt til de store scener var det rart at tage turen forbi Blusen igen, hvor der blev serveret en god portion gedigen og solid bluesrock fra det danske band Blues Point, som havde to dejlige korpiger med på podiet. Musikken er en hyldest til the Allman Brothers Band, der i 90\'erne såmænd også har optrådt flere gange på Roskilde Festivalen. Humøret i teltet var højt, og man fornemmede et oplagt og nærværende band med intens indlevelse i musikken.