Skanderborg

Smukfest 2012 - Lørdag

Skrevet d. 2012-08-11

Johnny Madsen (16.30)

Det er utroligt, at gode, gamle og hæse Johnny Madsen fortsat er at finde på festivalprogrammet - og endda på Bøgescenen. Nogle kunstnere får tomlen nedad, når der ikke præsenteres nyt under solen, for så bliver det kedeligt. Andre derimod må ganske enkelt ikke lade forandringer komme til. Johnny Madsen hører til den sidste slags. I 2011 udgav han et nyt album "Le New York", men det kræver en del flere festivaller, før numre fra albummet optages på en koncertliste som uundværlige. Publikum har det nu engang bedst med de samme gamle ørehængere, og under dagens bluesrockkoncert kvitterede hans mange fans som sædvanligt med stort festivalhumør og fællessang. Vi bør dog i den forbindelse ikke glemme hans tro følgesvende gennem mange år, den suveræne guitarist Knud Møller og trommeslager Henrik From samt bassisten Niels "Nello" Mogensen, som alle stærkt bakkede ham op på scenen. Mon Madsen og skjorten får chancen næste år igen.

Rasmus Seebach (18.30)

Tæppet gik fra, og forventningens hyggesnak blandt det store publikum afløstes af en massiv jubel, der steg op i den blå himmel og også kom helt nede fra de bageste rækker. Rasmus Seebach trådte ind på scenen og havde det store publikum i sin hule hånd, før han overhovedet var begyndt at synge. Han var absolut i topform og sprang rundt på scenen under de mange tempofyldte numre. Han opfordrede på et tidspunkt til fællessang, selv om publikumsgæsterne længe havde sunget, skrålet med eller mimret på de mange enkle og tilgængelige tekster. Det meget brede familiepublikum var vilde med ham, og han kunne ikke få nok af dem. Undervejs sprang han til stor glæde ned over scenekanten og hilste på de mange begejstrede fans, der stod i forreste række. Fra at have skrevet sange til andre kunstnere er Rasmus Seebach selv blevet en stor popsanger, der på rekordtid har opnået topplaceringer på albumhitlisten på højde med Kim Larsen.

Joan Armatrading (19.45)

Aftenens besøg i Blusen var rettet mod legenden og rock/blues singer-song writer, guitarist og pianist Joan Armatrading. Hun tiltrak mange flere tilhørere, end teltet næsten kunne rumme, så selv pladsen omkring teltet var fyldt op, inden koncerten gik i gang. Joan Armatrading havde sin storhedstid i 70\' og 80\'erne og har flere gange optrådt på Roskilde festival og andre steder i Danmark. Hun har hele tiden været musikalsk aktiv og gennem tiderne også bevæget sig indenfor stilarterne jazz, R&B og reggae, turneret og været optaget af velgørenhed. En lille, genert kvinde med stor udstråling og overbevisende i sine sange. Hun spillede over for et fuldt medlevende publikum, der næsten gik i selvsving under hendes store hits "Drop the pilot (Oh i can take u so high That u will never want to come down)" og "Me Myself I". Afslutningen på koncerten kom meget pludselig, idet hun meget hurtigt forsvandt ud bag tæppet efter de ikke afsluttede klapsalver. Hendes travle kalender tillod ingen ekstranumre. Trist, men det var vidunderligt at have hørt og oplevet hende så intenst og tæt på.

X-Factor

Udover at give en del nye talenter spilletid på Live-camp scenen på KærligHeden blev der også holdt audition med pre-casting til X-factor. DRs røde campingvogn var stillet op på KærligHeden, og følte nogen, at de havde X-factor, kunne de i ugens løb komme forbi og stille spørgsmål eller endog aflægge prøve.


Persondatapolitik * Cookies * Kontakt
Copyright © 2025, SKANDERBORG.info. Alle rettigheder forbeholdes.
0314072302